Denne etplansvilla i Søgård er et godt match for jer, der søger en bolig i fredfyldte omgivelser, hvor naturen er lige udenfor døren. Huset byder på en familievenlig indretning med tre soveværelser samt køkken- og stuemiljø i åben forbindelse. Stuens brede vinduesparti giver udsigt til baghaven som er pæn, velplejet prydhave med træer og mange blomstrer og her er tillige direkte udgang til en sydvendt terrasse.
I forhaven er der fine muligheder for at etablere endnu et terrasseområde, så I til fulde kan nyde udsynet til Store Søgård Sø, der ligger få hundrede meter fra hjemmet.
Søen omgives af kønne naturarealer med små stisystemer og frodige skovstykker, der lægger op til afslappende spadsereture i det grønne. Fra den rolige adresse er der kun fem minutters gang til både dagtilbud og Søgård Friskole, og i nærliggende Kliplev er der et supermarked, hvor hverdagens indkøb kan klares. Køreturen ind til Aabenraa centrum tager desuden kun et kvarter, mens 20 minutter bag rattet bringer jer til Sønderborg.
Ejendommen er fra 1972, og såvel villaen som den tilhørende garage er opført i gule mursten med hvidmalede trædetaljer. Boligen er løbende vedligeholdt, og blandt opdateringerne kan nævnes, at alle husets vinduer er udskiftet, der er kommet biogas-fyr, og badeværelset fremstår med et tidssvarende inventar. Sidstnævnte har endvidere behagelig gulvvarme og smarte foldedøre i glas ved badeområdet.
Boligens tre værelser er samlet i den ene ende af villaen, og alle værelserne har faste skabe. Det oplagte forældresoveværelse har praktisk skabsvæg, og i den rummelige fordelingsgang er der yderligere skabsplads samt indbygget gaderobe.
Opholdsafdelingen udgøres som nævnt af køkken og stue i åben forbindelse, hvilket skaber optimale rammer for samværet. Her er plads til, at I kan indrette jer med både spisebord og sofamøblement, og de velplacerede vinduer søger for et naturligt lysindfald hele dagen igennem.
Planløsningen afrundes af en entré samt et bryggers, der har flisegulv og egen udgang.
Søgård
Søgård har 324 indbyggere og efterleve deres slogan "en by i bevægelse", således forefindes et nyanlagt fitnessområde med forskellige motionsredskaber ved friskolen - og pladsen er åben for alle. Søgård ligger lige ved såvel E45 som Sønderborg motorvejen, samt kun 15 min. kørsel fra Aabenraa, Sønderborg og Flensborg. I byen er der friskole, privat børnehave, tennis- og petanquebane, samt Søgård sø med stort skovområde for naturelskerne.