Velplaceret for enden af en lukket vej i Risskov, tæt på alle hverdagens behov og smuk natur, udbydes nu denne rummelige villa. Med 174 kvadratmeter er der masser af plads til familien, der både kan se frem til at samles i det lækre køkken-alrum i åben forbindelse med den lyse stue samt fordele sig i et adskilt forældre- og børneafsnit. Glæd jer også til terrassen, der er perfekt orienteret i forhold til solen.
Omgivelserne er ideelle for familielivet, for fra adressen er der sikker skolevej til Strandskolen, ligesom der er få hundrede meter til daginstitution. Samtidig byder nærområdet på gode indkøbsmuligheder og offentlig transport med både letbane og bus, mens også den korte distance til kysten, Riis Skov og Egå Engsø er en klar force. Vil I til Aarhus centrum, tager køreturen blot ti minutter i bil.
Villaen præsenterer sig med et åbent rumforløb mellem køkken-alrummet og stuen, så det er let at samles på tværs af aktiviteter. Køkkenet er holdt i et stilrent design med hvide, enkle skabselementer, og stuen imponerer på flere parametre. Her er loftet ført til kip, hvilket skaber en fantastisk rumfornemmelse, mens ovenlysvinduet bidrager med et rigt lysindfald. Den lille krog nær brændeovnen indbyder til hyggelige stunder foran ilden på en kold vinterdag.
Stueetagen indeholder videre bryggerset, viktualierummet, et badeværelse samt tre værelser, der ligger samlet og udgør en oplagt sektion for børnene. Som forældre kan I derimod indfinde jer i mere private gemakker på førstesalen med et soveværelse og et større badeværelse med spabad en suite.
Haven er holdt overvejende enkel med en legevenlig græsplæne og et stort terrassemiljø, hvor solens lune stråler kan nydes dagen lang. På matriklen finder I yderligere en carport med to tilhørende skure.
Ring og bestil en fremvisning.
Når du træder ind i en ny fase af livet, stiller det ofte nye krav til dit hjem. Har familien fået vokseværk eller er ungerne for længst flyttet ud og børneværelserne blevet til pulterrum?
Vi har samlet en masse tips og idéer, som kan hjælpe dig og give dig tryghed, når du tager hul på et nyt kapitel.