Velkommen til Park Alle 33, en yderst attraktiv beliggenhed, hvor I flytter ind for enden af den lukkede vej, hvor alt ånder fred og ro. Samtidig bor I utrolig centralt i Ryomgård – ja, I kan rent faktisk gå fra A til B og nemt nå frem til alle hverdagens faciliteter.
Hér får I en skøn etplansvilla fra 1977, som slår sine folder på en dejlig stor grund, der er hegnet ind, så man er skærmet for Vestergade. På grunden får I – foruden selve villaen – både en god garage, flere skønne terrasser, et drivhus, et udhus og et brændeskur. Selve haven er anlagt således, at den består af én stor og enkel græsplæne, som er nem at passe og inviterer til, at børnene frit kan lege og tumle. Skulle I ønske at sætte jeres eget præg på det grønne udemiljø, kan I nemt etablere en køkkenhave, plante et par frugttræer eller hvad I ellers drømmer om.
Villaen har mange gode kvaliteter, ligesom den gemmer på en række attraktive forbedringer. I 2018 blev huset således både beriget med et stilfuldt og eksklusivt nyt snedkerkøkken fra Kalø Køkkenet, nye vinduer og døre (både ude og inde) samt et nyt Baxi-oliefyr, der sammen med tagets solcelleanlæg garanterer jer en utrolig lav varmeregning på omkring 7.000 kr. årligt!
Planløsningen er fantastisk og åbner hoveddøren for alle, der måtte forelske sig i det hyggelige hjem. De anvendelige kvm henvender sig både til førstegangskøberne, der med tiden drømmer om at stifte familie, den allerede etablerede børnefamilie, parret eller seniorerne. Huset indeholder nemlig tre gode værelser, som ligger godt i deres egen afdeling med masser af skabsplads, et yderst velholdt badeværelse med både brusemiljø og badekar, en kæmpestor lys opholdsstue med brændeovn, entré og bryggers samt det nye, lækre snedkerkøkken, der ligger i delvis åben forbindelse med spisestuen.
Villaen ligger suverænt i Ryomgård i gåafstand til både skole, sportshal og foreningsliv, daginstitutioner til de små, indkøb i den lokale SuperBrugsen, de forskellige specialbutikker, Djursland Jernbanemuseum, den nye bypark og naturligvis togstationen, hvorfra letbanen pendler i pendulfart mellem Aarhus og Grenaa. Skal I til Randers, går bussen direkte dertil lige nede for enden af vejen. Endelig har I kun små ti minutter i bil til motorvejen, og I skal heller ikke køre særlig langt for at opdrive smuk natur og skov – velkommen til!
Når du træder ind i en ny fase af livet, stiller det ofte nye krav til dit hjem. Har familien fået vokseværk? Eller er ungerne for længst flyttet ud og børneværelserne blevet til pulterrum?
Vi har samlet en masse tips og idéer, som kan hjælpe dig og give dig tryghed, når du tager hul på et nyt kapitel.
Få tips og inspiration her