Ønsker I at bo omgivet af natur med både hedearealer, søer og store skovområder, og sætter I pris på at bo i en bolig, der har en høj kvalitet og en skøn have og solrige terrasseområder, så vil vi gerne vise jer denne stilrene villa i Sejs.
Sejs er noget særligt, og her kan I bo trygt og godt med børnene, der selv kan gå hen til skolen og hallen. I byen er der også pasningstilbud, flere indkøbsmuligheder og et par enkelte specialbutikker og spisesteder. Som pendler kan du tage toget mod Silkeborg og Aarhus, ligesom det er let at køre til motorvejen. Med adresse på Julsøvej kommer I til at bo midt i den skønne natur, så her er optimale rammer til både gå-, løbe- og cykelture, der kan gå gennem smuk natur, ligesom det er nemt at få dyrket de maritime interesser.
Der er ikke meget tilbage af den oprindelige villa fra 1963. Der er sket en omfattende istandsættelse og renovering i flere omgange, så boligen fremstår nu moderne, stilren og indflytningsklar. Der venter her 181 velindrettede kvm, hvoraf de 68 kvm er i den flotte underetage. Af de større renoveringsetaper kan fremhæves nyt tag og nye vinduer samt nyt køkken i 2010/2011, opførelse af en carport i 2008 og senest i 2018 er der lagt nye gulve, opsat nye lofter, lavet badeværelse i underetage, installeret et gasfyr, og en lækker sydvendt terrasse, der smelter fuldstændig sammen med resten af boligen i løbet af sommeren. De foretagne renoveringer er velovervejede, og der er skabt en god sammenhæng ved at anvende ens materialer.
Planløsningen er fleksibel og passer godt til et foranderligt familieliv. I underetagen er der 3 værelser (det ene med udgang til en terrasse med morgensol), et lækkert badeværelse med badekar og dobbeltbruseniche, et bryggers og et praktisk værksted med gode anvendelsesmuligheder. Overetage indeholder et rummeligt køkken, en stor stue med udgang til terrassen, 2 værelser og et badeværelse med bruseniche. Der er også etableret terrasse mod øst samt etableret udgang fra soveværelse.
Haven er anlagt så den er nem at holde. Villaen ligger på en skrånende grund, så haven ligger nede i terræn i læ og væk fra Julsøvej. Her er god plads til både afslapning og leg i haven.
Når du træder ind i en ny fase af livet, stiller det ofte nye krav til dit hjem. Har familien fået vokseværk eller er ungerne for længst flyttet ud og børneværelserne blevet til pulterrum?
Vi har samlet en masse tips og idéer, som kan hjælpe dig og give dig tryghed, når du tager hul på et nyt kapitel.