På Bålhøj 32 får du en ejendom med en beliggenhed ud over det sædvanlige. Og du får samtidig en bolig, som er optimalt indrettet til det gode, rolige familieliv. Her er nemlig masser af plads. Indretningen er fleksibel, og standen er velholdt, samtidig med at der også er råderum til at foretage justeringer og opdateringer.
Det er nok svært at finde en bedre adresse i Øster Brønderslev end denne. Du ligger nemlig placeret som det bageste hus på en i forvejen lukket vej – ganske fredeligt og børnevenligt. Grunden støder op til et grønt lege- og boldareal samt til Bålhøjskoven. Her får du dagligt noget dejligt grønt at kigge på. Og én gang om året er det også hér, den lokale borgerforening afholder det populære arrangement Bålhøj Festival – eller Fowli, som det også kaldes. Et superhyggeligt arrangement, der samtidig fungerer som en god indikator på det gode sammenhold og det aktive liv, der præger byen. Det er også værd at bemærke den korte gåafstand til skole, idrætsfaciliteter og købmand.
Ejendommen fra 1981 står i en meget velholdt stand med en del oprindelige og tidstypiske kvalitetselementer. Huset er udformet som en vinkel og byder på 148 m2 bolig, der suppleres af yderligere 50 m2 i en integreret dobbeltgarage. Grunden alene er på 1.290 m2, så på egen matrikel er der med andre ord også god plads – lige som på det grønne naboområde.
Villaens planløsning er fordelt på to fløje. I værelseslængen får du tre store værelser og et kammer, et badeværelse med både badekar og bruseniche samt et bryggers med direkte og dermed tørskoet adgang til garagen. Et rummeligt spisekøkken binder værelsesafsnittet sammen med opholdsafdelingen, hvor der er to store stuer. Har du behov for yderligere et værelse eller måske et separat forældreafsnit, kan det med enkle greb etableres hér.
Som med boligen er også haven velanlagt og velplejet. I den sydvestvendte vinkel er der etableret et stort terrassemiljø, hvor huset giver læ, og i baghaven får du en nydelig køkkenhave.
Kontakt os for en nærmere præsentation.
Når du træder ind i en ny fase af livet, sætter det ofte nye krav til dit hjem. Er ungerne for længst flyttet ud og børneværelserne blevet til pulterrum? Eller har familien fået vokseværk?
Vi har samlet en masse tips og idéer, som kan hjælpe dig og give dig tryghed, når du tager hul på et nyt kapitel.