Denne etplansvilla har siden 2019 været gennem en grundig, løbende istandsættelse, hvor alle rum er blevet opdateret, og derfor kan du og dine glæde jer til at indtage et velfungerende og moderne hjem, hvor det hele spiller. Med til ejendommen hører også en ugeneret have, hvor en stemningsfuld gårdhave giver optimale vilkår for at nyde sommerens solrige dage.
Ejendommen ligger på en lille, fredelig villavej i et roligt kvarter i Vrå, hvor familiens yngste let finder legekammerater. Den nye skole, børnehuset og Idrætscenter Vendsyssel nås nemt på cykel, og det samme gælder supermarkederne samt de spændende butikker i byens hyggelige centrum. Fra Vrå Station er der kun få stop til Aalborg, og med fem minutters kørsel til motorvejen kommer du også hurtigt omkring i bil.
Villaens 202 m2 fordeler sig på et plan, og planløsningen er skræddersyet til børnefamiliens behov. Forældrene får deres egen afdeling med et stort soveværelse, der har privat adgang til et badeværelse, og her er desuden et walk-in-closet. Børneafdelingen byder på et badeværelse og fire værelser, hvoraf det ene snildt kan deles op i to. Børneafdelingen kan nu lukkes af fra resten af huset, så høj musik og leg ikke forstyrrer i opholdsrummene.
Foruden et praktisk bryggers med bagindgang og plads til vaskefaciliteter består resten af boligen af opholdsafdelingen, hvor køkken-alrummet glider i ét med stuen. Køkkenet er indrettet med lyse, grebsfrie elementer, og her er disk med siddepladser, hvor børnene kan læse lektier, mens de voksne klarer madlavningen. Alrummet og stuen er naturligt opdelt i sektioner, og her er mange muligheder for at lege med indretningen.
Huset og den murede garage omkranser en hyggelig gårdhave, hvor sommerens måltider og kølige drikke kan serveres. Haven er anlagt med en nem græsplæne, og her har børnene god plads til at lege.
Denne ejendom skal opleves. Kontakt os for en fremvisning.
Når du træder ind i en ny fase af livet, stiller det ofte nye krav til dit hjem. Har familien fået vokseværk eller er ungerne for længst flyttet ud og børneværelserne blevet til pulterrum?
Vi har samlet en masse tips og idéer, som kan hjælpe dig og give dig tryghed, når du tager hul på et nyt kapitel.