OMRÅDET: Denne gennemgribende og flot renoverede villa for en kræsen, pladskrævende familie er beliggende i bunden af et lille lukket, børnevenligt vænge i særdeles attraktivt område. Fra villaen er der ganske kort afstand til banestien, der på ganske få minutter bringer dig til badestranden ved Husodde og Elbækskoven der strækker sig kilometervis i fantastisk natur langs fjorden. I Stensballe mødes mange familier i et aktivt fritidsliv omkring et bredt, mangfoldigt foreningsliv, igennem områdets populære skole og flere daginstitutioner. Et stort plus er naturligvis den herlige natur der kendetegner bydelen og ved godset i det gamle Stensballe finder du det flotte golfcenter med panoramarestaurant og smuk udsigt over vandet.
EJENDOMMEN: Villaen ligger højt på den 831 m² store solrige parcel med en uforlignelig udsigt over kvarterets tage og vandet. Boligen fremstår som en top moderne villa, renoveret i gode og velvalgte kvallitetsmaterialer. Du aner straks den høje kvalitet, de mange spændende detaljer og gode indretningsløsninger suppleret med et fantastisk lysindfald. Omkring huset en velplejet have med flere hyggelige kroge og terrasser. Til boligen hører muret garage og ikke mindst et 35 m² højloftet multirum i kælderen.
INDRETNING: Indbydende og stemningsfuld ankomst, hall med brændeovn og flot trappe til 1.sal. Her er fordeling til et funktionelt bryggers, et pænt gæstebadeværelse, børneværelse / gæsteværelse og fra baggangen med trappe til kælderen endnu et værelse. Boligens center er det skønne alrum med store panoramavinduer, åbenheden og lyset fra 1.sal plus et yderst velindrettet køkken med alt i gode hårde hvidevarer. På 1.sal en hel forældreafdeling med stort soveværelse, garderobeværelse og selvfølgelig et lækkert badeværelse med kar. Her finder du endvidere et herligt loungeområde / opholdsstue med udgang til tagveranda og udsigten kan nydes fra 1. parket.
Når du træder ind i en ny fase af livet, stiller det ofte nye krav til dit hjem. Har familien fået vokseværk eller er ungerne for længst flyttet ud og børneværelserne blevet til pulterrum?
Vi har samlet en masse tips og idéer, som kan hjælpe dig og give dig tryghed, når du tager hul på et nyt kapitel.