På en lille, lukket vej, der ender, hvor Store Søgaard Sø begynder, venter denne etplansvilla nu på sin nye ejer. Villaen har med et stort opholdsområde og tre værelser god plads til børnefamilien, og med til ejendommen hører også en ugeneret have med en solrig terrasse. Villaen ligger i anden række til søen, og derfor kan du nyde en smuk udsigt til vandet både fra boligen og ejendommens anden terrasse. Ejendommen ligger i Søgård omtrent midt mellem Aabenraa og Padborg, og med nem adgang til motorvejen kommer du hurtigt omkring.
Gulstensvillaen måler 158 m2 i ét plan, og planløsningen udnytter pladsen optimalt. Soveværelset er rummeligt, og begge børneværelser er også af en god størrelse, så ingen føler sig snydt. Det ene værelse er et såkaldt dobbelt værelse som nemt kan tilbageføres til at være 2 værelser, således som det oprindeligt var. Det renoverede badeværelse er indrettet med bruseniche og fine fliser, og bryggerset har plads til vaskefaciliteter og egen indgang, så børnene let kommer af med det våde regntøj og gummistøvlerne uden at grise i entréen.
I køkkenet er der plads til et lille spisebord til morgenkaffen, og herfra er der en skøn udsigt. Stuen er særdeles rummelig, og her er mange muligheder for at lege med indretningen.
Fra stuen fører franske døre ud til den sydvendte terrasse og haven, og her kan sommersolen nydes ganske uforstyrret. Terrassen på husets modsatte side er omkranset af plankeværk og belagt med italienske sandstensfliser med flotte fossiler og farver, og her har du panoramaudsigt til søen.
Med placeringen i anden række til vandet skal du stort set blot træde ud fra ejendommen, før du står ved søen, og her venter dig mange naturskønne spadsereture omkring søen og i de tilstødende skovstykker. Samtidig bliver du en del af et trygt og aktivt lokalsamfund med friskole, integreret daginstitution og mange gode aktiviteter.
Søgård har 324 indbyggere og efterleve deres slogan ”en by i bevægelse”, således forefindes et nyanlagt fitnessområde med forskellige motionsredskaber ved friskolen – og pladsen er åben for alle. Søgård ligger lige ved såvel E45 som Sønderborg motorvejen, samt kun 15 min. kørsel fra Aabenraa, Sønderborg og Flensborg. I byen er der friskole, privat børnehave, tennis- og petanquebane, samt Søgård sø med stort skovområde for naturelskerne.
Kom selv og oplev den smukke udsigt og de fredelige omgivelser. Kontakt os for en fremvisning.
Når du træder ind i en ny fase af livet, stiller det ofte nye krav til dit hjem. Har familien fået vokseværk? Eller er ungerne for længst flyttet ud og børneværelserne blevet til pulterrum?
Vi har samlet en masse tips og idéer, som kan hjælpe dig og give dig tryghed, når du tager hul på et nyt kapitel.
Få tips og inspiration her