Tilbage i 1981 opførte Friis & Moltke dette rækkehus på det attraktive Hejrebakken. Området var tilbage i tiden en gammel æbleplantage. Igennem årerne har området udviklet sig til at være et af de mest populære boligområder i Brabrand - og ikke mindst pga. de attraktive arkitekttegnede huse. Beliggenheden er naturrig, fredsfyldt og samtidig er der ganske kort afstand til hhv. indkøb, off.transport og motorvejsnettet. Og præcis denne bolig ligger som en af de bedste i bebyggelsen, da den ligger som en ende og med legepladsen nedenfor, så man altid kan have et øje på familiens mindste. Ligeledes er der til boligen en dobbelt carport foran ejendommen.
Den gedigne fuldmurede rækkevilla er opført i gode kvalitetsmaterialer med ensidet loftshældning og indeholder masser af stemning med dens forskudte plan. Ejendommen fremstår overalt renoveret med respekt for den oprindelige arkitektur med fokus på Friis og Moltke detaljer.
Spændende indretning i 2 plan
Der bydes i stueplan velkommen i entré/gang, som fordeler sig til samtlige af etagens rum, der byder på gæstetoilet (opr. badeværelse) med klinkegulv. Et praktisk bryggers med skabe helt til loftet, herudover 2 gode værelser med flotte parketgulve og et kig mod fællesområdet og skoven. Det centrale rum i overetagen er alrummet, hvor du mødes af et elegant Bo Form køkken, som står med grå grebsfrie fronter på underskabene og hvide fronter på overskabene. Her er godt med plads i skufferne, god bordplads og en super sammenhæng med spisestuen via den lille disk. I spisestuen er plads til spisebordet og en udgang til en hævet træterrasse, som ligger mod syd/vest, så der både er sol og en dejlig udsigt over området.
I ejendommens underetage findes en stor stue, med direkte udgang til terrassen og haven. Her er masser af plads og god mulighed for at indrette sig. Soveværelset er ligeledes med udgang til haven og her er store skydedørsskabe og direkte adgang til badeværelse, som står med de oprindelige rødbrændte klinker og et smart skabsarrangement. Badeværelset er med gulvvarme.
Til ejendommen er hyggeligt anlagt have, med terrasse med teglklinker, pergola, hyggelige bede og med direkte udgang til fællesarealet.
- Et spændende Friis & Moltke enderækkehus med en af bebyggelsens bedste beliggenheder.
Når du træder ind i en ny fase af livet, sætter det ofte nye krav til dit hjem. Er ungerne for længst flyttet ud og børneværelserne blevet til pulterrum? Eller har familien fået vokseværk?
Vi har samlet en masse tips og idéer, som kan hjælpe dig og give dig tryghed, når du tager hul på et nyt kapitel.