Villaen er beliggende på en lille lukket vej i et fredeligt, børnevenligt kvarter, der er bundet godt sammen af et velfungerende stisystem. Det betyder, at der er let adgang til skole for børn, uden at de skal ud i trafikken. Der er heller ikke langt til hverken dagligvarebutikker, motorvejsnet, børneinstitutioner eller sports-/fritidsaktiviteter, ligesom I hurtigt når både fjord og skov til fods.
Den velholdte fuldmuret et-plansvilla er velindrettet, rummelig og indbydende. Her er gulvvarme overalt, ligesom genveks anlægget sikrer jer et godt indeklima - teknikken kan styres med det elektroniske IHC system. Solceller på taget leverer grøn energi, og kan på solrige dage producere overskydende strøm, I kan sælge eller fylde på elbilen. Der er gjort klart til at etablere ladestander til elbil på matriklen.
Når I træder ind i boligen, mødes I af en lys entré med god garderobeplads og i forbindelse hermed finder i bryggerset som byder på gode muligheder for opbevaring og installation af vaskesøjle samt fryser - herfra er der direkte adgang til den store dobbeltgarage med el-port. Viktualierummet er ligeledes placeret ved entréen.
Fra husets entré går I direkte ind i husets kerne: Køkken/alrum med loft til kip og et generøst lysindfald bl.a. fra ovenlysvinduerne. Herfra er der udgang til sydvendt terrasse. Via franske døre bevæger I jer fra alrum til stue med lyst trægulv, store vinduespartier som giver et godt lysindfald, brændeovn og udgang til overdækket terrasse.
Fra stuen er der adgang til forældreafdeling som rummer et soveværelse med stort klædeskab, udgang til den vestvendte del af terrassen og eget badeværelse med karbad og brus. Huset rummer derudover fire gode børneværelser samt bad, som børnene kan deles om. Begge badeværelser er indrettet i samme stil.
Den ugenerede, lukkede have er utrolig nem at holde og er indrettet med en lækker, delvis overdækket terrasse, ligesom der er god plads til at hele familien kan få græs under tæerne. Ejendommens dobbeltgarage har et godt integreret udhus/redskabsrum med masser af skabsplads.